En fortælling om H.C. Lumbye
Lumbye blev ikke kun berømt i store dele af Europa – Danmarks Strauss, sagde man ude omkring. Han var også elsket i sit fædreland, og man kan næppe forestille sig, at Tivoli i København ville eksistere uden ham og hans pragtfulde musik. Mængden af værker er aldeles enorm – marcher, galopper, valse, polkaer og så videre. Vi kan jo bare nævne: Amélievals, Drømmebilleder, Københavns Jernbane Galop, Dronning Louises Vals – og så den mest berømte af dem alle: Champagnegaloppen.
Fortællingen om Lumbye er også fortællingen om København og Danmark i 1800-tallet. Om krigene midt i århundredet, om kunstens og videnskabens udvikling i den tid, om kendte mennesker (for han kendte mange), om almindelige mennesker og deres fornøjelser, om livet i det hele taget. Og selvfølgelig også om hans familie.
Undervejs vil Hans Peter på klaver (hvis der er et til stede) spille tre af Lumbyes stykker i hans egen klaverudgave – Champagnegaloppen, Amélievals og Drømmebilleder.
