Dette foredrag er mit personlige bidrag til alderdomsaktivismen. En kærlig, humoristisk påmindelse om, at det er et privilegium at få lov at blive gammel. Vi bør glæde os over og være taknemmelige for vores høje alder – også selvom vi slider med tab, skavanker og det uundgåelige forfald.
Det er min erfaring, at mange har det lidt stramt med ord som “gammel”, “ældre”, “senior” eller “den tredje alder”. Alt andet klinger lidt bedre. Men ordet gammel betyder i sin oprindelse blot: En person, der har levet mange vintre.
Så hvorfor ikke flashe vores mange vintre med stolthed – og vise de yngre generationer, at
de har noget at glæde sig til?
En gryderet af erfaring, taknemmelighed og humor
Mit foredrag er en farverig gryderet med følgende ingredienser:
● Anekdoter fra mit lange, levede liv
● Dyrekøbte livsindsigter og personlige erfaringer
● Bud på det gode ældreliv – også når livet slår sprækker
● Kærlig selvironi og humoristiske betragtninger over kroppens forfald
● Uforudsigelige krydderier serveret af en livsglad, veloplagt “bedstemor med gang i”
Vi taler om, hvordan vi kan bevare livsglæden og modet, selv når vi har mistet vores kære
eller mærker alderens genvordigheder. Hvordan vi undgår at “falde for meget af på den” – og
i stedet forbliver unge i sind, trods krøllet skind.
Varighed: 90-120 min. inkl. pause (varigheden kan tilpasses).
Udstyr: Hvis der er behov for mikrofon ved større forsamlinger, skal det enten være et headset eller en knaphulsmikrofon – ikke håndholdt.
Priser i Aarhus: 4.000 kr. (i dagtimerne). 5.000 kr. ved aften/weekend-foredrag
Udenfor Aarhus: 5.000 kr. (i dagtimerne) + transport. 6.000 kr. ved aften/weekend-foredrag + transport.