Folk tror, det er løgn. Men de, der har prøvet det ved, at det er sandt. Når folk står i en kreds, sætter jeg musikken igang, og uden at mæle et eneste ord, får jeg folk – også folk, der aldrig har danset før – til at danse 20-30 minutter. Og det foregår ganske afslappet, og endda under stor morskab.
Jovist er det magi: At sådan en fælles oplevelse i en dansekreds, hvor man bevæger sig i et fælles mønster, griner og kan kigge hinanden i øjnene, kan formidle en samhørighedsfølelse, der måske er endnu stærkere end den, man oplever gennem fællessang.
Efter kredsdansen kan vi gå videre med fællessang, fx af danseviser og sanglege, eller vi kan fortsætte dansen med ”familiedanse” (også kaldet mixerdanse), der fortsat foregår i en kreds, men nu med to roller, fx dame og mand.
Her er masser af muligheder. Ikke blot vores hjemlige Familiesekstur og Totur fra Vejle, men mange flere, også ganske nemme udenlandske danse, som fx Munter Kreds.
Foredragsdelen udgøres af fortællinger om både dansk og udenlandsk (folke)dans op gennem tiden.
Igennem snart 50 år har jeg undervist såvel nybegyndere som danseledere i mange forskellige (folke)danseformer, samt udgivet en række hæfter med dansebeskrivelser.
Varighed: 2×40 min. plus pause.
Udstyr: Evt. forstærkeranlæg.