Ingrid Dal tog som skomagermadamme i Den Gamle By imod kronprinseparret, da de var på bryllupsrejse gennem Danmark i 2004. Det blev et stort øjeblik at få så fint, kongeligt besøg i hendes og fatters ringe hjem, og hun stod på den anden ende for at få det til at lykkes.
Det gik over al forventning, og kronprinseparret tog godt imod serveringen af kaffe med kandis og krydderfedt med groft salt på rugbrød. Efter det kongelige besøg kom der utroligt mange gæster, som ønskede at smage madammens krydderfedt med fedtegrever.
Det skortede heller ikke på en sang, mens hun sad og kartede, spandt og tvandt ved rokken, og hun fortalte også gerne sin livshistorie. Denne historie om skomagermadammen fortæller Ingrid til foredraget.
Varighed: 2 timer inkl. pause.
Udstyr: Mikrofon (gerne headset/håndfri) og overheadprojektor.