Med eventyrer, forfatter, tryllekunstner og samfundsdebattør på TV2 Østjylland.
Jesper Grønkjær har gjort det til sin mission at drage ud til klodens fjerneste afkroge for at vise, at smilet er det sprog, vi alle taler.
Han har en særlig evne til at få folk til at åbne sig op. Han mødes med narkomaner, præster, politikere, kræftpatienter og mange andre. Hør blandt andet om hans møde med den frygtede kvindelige massemorder, “Hun-Djævelen”, der har 400 liv på samvittigheden.
Jesper balancerer skarpt mellem humor og seriøsitet i sine møder med fremmede mennesker. Det bliver hver gang til hjertevarme samtaler, som han efterfølgende videregiver i sine bøger, foredrag og tv-dokumentarer.
I 25 år har han rejst verden rundt og samlet personlige beretninger. Han har besøgt indianere i Amazonas, tibetanske munke i Himalaya, kannibaler på Ny Guinea, gangstere i Sydamerika, beduiner i Sahara og vagter i Nordkorea. Han er nu optaget i ”Eventyrernes Klub” blandt nogle af verdens mest legendariske globetrottere.
Foredraget er en skøn blanding af smukke fotos, unikke tv-klip og vanvittige historier. Men vigtigst af alt: Der er så mange budskaber, at hans ord og holdninger bliver hængende i tankerne længe efter.
Undervejs tager han bl.a. sine tilhørere med på en tømmerflåde ned ad Amazonfloden, ud til stammefolk i Afrika, ind bag tremmerne i Latinamerikas værste fængsler og til verdens strengeste diktaturstat, Nordkorea.
Jesper ved, hvad der sker, når man møder verden med smil frem for med skepsis. Han bliver kaldt Smilets Ambassadør, og når du har hørt hans foredrag, vil du forstå hvorfor!
