På denne temadag vil der blive vist, hvordan de grønlandske dyr og planter har tilpasset sig det barske arktiske miljø, men også hvordan de er sårbare over for menneskelige påvirkninger bl.a. i form af jagt, forurening og klimaændringer.
Og forandringerne er desværre voldsommere end nogensinde. Indlandsisen smelter og trækker sig tilbage med uhørt hast.
Grønland er også grønne fjelde med en pragt af vilde blomster, lange fjorde, stejle klipper, bjerge, varme kilder og en himmel, uendelig høj, og en luft så skærende ren. Under den korte og intense arktiske sommer prydes fjeldlandskaberne af et væld af farver fra blomster, urter, mos og lyng. Fem slags orkideer blomstrer i Grønland, og Grønland er i det hele taget grønnere, end mange tror.
Landet rummer en stor rigdom af spændende dyrearter, der alle har tilpasset sig det arktiske klima både til lands og til vands. I Grønland er der således 9 landpattedyr, 60 ynglende fuglearter, 15 hvalarter, 7 sælarter og ca. 500 blomstrende plantearter. Hvordan disse arter er indvandret efter sidste istid og har tilpasset sig det arktiske klima, vil der blive fortalt om i løbet af denne temadag dedikeret Grønland.
Varighed: Ca. 5 timer. Efterfølgende spørgsmål og diskussion.
Foredraget underbygges med PowerPoints og korte videoindlæg. Jeg tager gerne egen projektor med,
men det er en fordel, hvis der er et pænt godt lærred i lokalet.
Prisen for foredragene er 4.250 kr. og 2 kr. pr. km i kørselsgodtgørelse fra enten København,
Hirtshals eller Aabenraa. Temadagen aftales særskilt.