”Han er et menneske med holdninger, et menneske med alsidige erfaringer, et menneske med nysgerrigheden i behold, et uortodokst menneske, et menneske fuldt af gode (og sande) historier, et menneske altid i gang – en mand rig af livet”
Det er nogle af de skudsmål jeg får. Dertil kan føjes musik- og kunstelsker, aktiv samfundsborger, en troende demokrat, én der tror på nødvendigheden af at deltage og blande sig.
”Loose your dreams and you will loose your mind” er et citat fra en sang af Rolling Stones. Den sang har siden ungdommen været min ledetråd I livet. En ungdom og en ungdommelighed, som jeg aldrig helt har sluppet. Det har givet knubs og salte tårer, men det har også givet glæde, indsigt og rigdom. Ikke rigdom på penge og materielle goder, men rigdom på erfaringer, smukke livsbekræftende oplevelser og varme menneskelige relationer.
Det vil jeg gerne fortælle om i en række foredrag. Foredrag som alle med udgangspunkt i eget levet liv bringer tilhørerne vidt omkring i nogle af det vidunderlige livs mange krinkelkroge. Her er et åbent sind og få grænser, så det er ikke utænkeligt, at nogen måske vil opleve foredraget som grænseoverskridende. Publikum inviteres selvfølgelig til at deltage i samtalen, hvilket kun er med til at garantere en berigende aften.
Med udgangspunkt i mine egne erfaringer fra et langt liv i organisationer og lidt i politik, taler vi om det at blande sig og deltage. Om nødvendigheden af at være en del af samfundet, – hvis vi fortsat skal have et samfund.
Med udgangspunkt i digte fra min digtsamling ”Indkredsning” tages forskellige emner op. Det er som regel publikum, der vælger digtene, som der tales ud fra. Det er en forudsætning at have læst digtene.
Jeg fortæller et par skæve historier fra mit eget liv og forhåbentligt bidrager publikum med egne historier. En aften hvor menneskelivet på kalejdoskopisk vis indkredses i al sin mangfoldighed.
Om at tage på tur med soveposen og guitaren på nakken og aldrig komme hjem mere – hvilket ikke var planlagt. Om højskole, om at tomle den og om at finde et sted, som jeg ikke troede fandtes.
Der er ingen, der kan stå alene, heller ikke på en ø som Fur, hvor jeg bor og hvor man er afhængig af hinanden. På en ø som Fur gælder det i hvert tilfælde om, at have en bevidsthed om, at man er del af et fælles hele, at du både er dig selv og […]